Historie

Hillerød Musik & Teaters historie

Knud Cornelius, mangeårig kulturanmelder i Frederiksborg Amts Avis, var med i udviklingen helt fra begyndelsen – det første år som nyhedsjournalist på avisen, medlem af bestyrelsen og i en række år som formand. Her fortæller han lidt om starten på foreningen:

De matrosklædte drenge i Wiener Sängerknaben gav i april 1965 koncert i Frederiksborg Slotskirke, og det populære kor indledte dermed en meget lang række af professionelle kulturbegivenheder, der siden har sat sit præg på Hillerød. Fire fuldvoksne klassiske koncerter i sæsonen 1966-67 og utallige teaterforestillinger og flere koncerter fra den følgende sæson har bragt verdenskunstnere og stor underholdning til byen til glæde for publikum i tusindvis.

Daværende kulturminister K. Helveg Petersen roste det private initiativ som modigt, pianisten Alexis Weissenberg bad fra tribunen i Frederiksborg Gymnasium tilhørerne om at passe på de unge arrangører, og store kunstnere på stribe takkede for tildelingen af kulturprisen – en bronzeskulptur af Helge Holmskov – givet for præstationer af ganske særlig karakter. Da Victor Borge fik den, spurgte han: ”Hvor er hanken?”. Den abstrakte skulptur har tre buer, der går ind over hinanden og repræsenterer musik, teater og alt det andet.

Foreningen har bragt det til byen, som ikke kom på anden måde – klassiske musikere fra den halve verden, danske teaterturneer, balletkompagnier fra Danmark, Sverige og Rusland, forestillinger fra Den Jyske Opera, årlige koncerter med Copenhagen Phil med solister som Peter Pears og Niels-Henning Ørsted Pedersen, børneteater, film, debatmøder og i de senere sæsoner jazz. En hel del busture er gået til udenlandske operabyer.

Men et kulturhus har Hillerød ikke fået endnu, skønt arkitekten Halldor Gunnlögsson allerede i 1972 tegnede et drømmehus til placering på Tromlepladsen lige oven for Slotshaven. Hele aktiviteten må derfor foregå i lejede sale rundt om i byen. Regionshovedstadens kulturliv savner stadig et samlingssted til det hele.

Frederiksborg Kulturcenter skiftede navn i 2016 til Hillerød Musik og Teater og ledes fortsat af en bestyrelse af frivillige, som med flid giver kulturoplevelserne videre til de mange.